Skuddrama på tv var falsum

Af JØRGEN ULLERUP Jyllands-Postens korrespondent

Offentliggjort 21.05.08 kl. 22:15

12-årige Mohammed al-Durra blev et ikon i hele den arabiske verden, da en fransk tv-station påstod, at den skrækslagne dreng blev dræbt i koldt blod af israelske soldater. I går anerkendte en fransk appelret i en principiel afgørelse, at det er i orden at påstå, at det hele var iscenesat. France 2 vil nu appellere dommen.

Paris

Philippe Karsenty kan slet ikke få armene ned. Den kvindelige dommer i appelretten i Paris når kun lige at afsige kendelsen, før han stormer ud af retssalen og febrilsk trykker et nummer på sin mobiltelefon.

»Gagné, nous avons gagné (vundet, vi har vundet, red.)«, råber han på vej ned ad marmortrappen i telefonen til sin kone, der i flere år har måttet tolerere samlivet med en mand optændt af sin kamp alene mod systemet og mod den samlede franske presse.

Siden 2004 har den 41-årige påstået, at et tv-indslag på den franske tv-station France 2 var et falsum. Historien om, hvordan en dreng blev dræbt og hans far kvæstet af israelske soldater under et sammenstød ved en jødisk bosættelse i Gaza-striben, produceret af tv-stationen France 2's korrespondent og stjernereporter i Mellemøsten, Charles Enderlin.

Tv-stationen, hvis chokbilleder i 2000 blev et scoop verden over, lagde sag an mod Karsenty for injurier. Efter en sag, hvor daværende præsident Jacques Chirac i et brev til domstolen sagde god for Enderlin, blev Karsenty i 2006 dømt ved første instans i Paris til at betale en bøde på 1.000 euro og en symbolsk euro i erstatning.

Han appellerede, og efter at have brugt yderligere to år på at samle beviser i sagen kom forløsningen i går. Da dommerne i appelretten havde set råbåndene fra France 2, og da de havde læst en rapport fra en ballistisk ekspert og set andre beviser, besluttede de, at Karsenty har ret til at påstå, at hele indslaget og drabet var resultatet af en manipulation.

»Frankrigs ære er i dag reddet takket være det franske retsvæsen. Det har været et hårdt arbejde, og jeg er begejstret for resultatet. Nu er det op til politikerne og Frankrigs præsident at tvinge France 2 til at anerkende sin fejl,« siger Karsenty foran et enkelt - udenlandsk - tv-kamera efter dommen.

Krav om undskyldning
Han kræver nu, at France 2 i sin nyhedsudsendelse undskylder over for hele verden at have bragt et indslag, der satte hele den muslimske og arabiske verden i brand med talrige dødsfald til følge.

»Det er på tide, at de folk, der har udsendt denne falske reportage, stilles til ansvar. Den amerikanske journalist Daniel Pearl blev halshugget for at hævne dette falske drab på en palæstinensisk dreng,« siger han og fortsætter:

»Det er på tide, at man stopper anklagerne mod jøder og israelere om, at de er rituelle børnemordere, og det er på tide, at man holder op med at manipulere med den muslimske verden, hvor mange foretrækker at leve i fred.«

Udsigt til appel
Men France 2 har ikke tænkt sig at undskylde. Charles Enderlin skrev i aftes på sin blog på stationens hjemmeside, at France 2 nu vil appellere kendelsen til næste trin i retssystemet.

Samtidig hævder han, at dommen ikke siger noget om, at Karsenty har bevist, at reportagen var løgnagtig. Derimod mener domstolen, at han er i god tro til at rette hård kritik mod tv-stationen, og det er denne del, som France 2 vil appellere.

»Jeg er ligeglad med, hvad han siger. Det er totalt spin. Det vigtigste for mig er, at alle journalister i verden nu har lov til at sige, at France 2's reportage var et falsum,« svarer Philippe Karsenty.

Slaget er altså langtfra slut. Selv underbygget med beviser er hans påstande stødt mod en mur af modstand i fransk presse, og Karsenty forbereder injuriesager mod tv-stationen Canal Plus og flere ugemagasiner.

»Dette er en sejr over et totalitært samfund. Den franske presse har opført sig som et stalinistisk medieparti, hvor alle blindt skal følge den linje, som mediernes ayatollah har udstukket. Det var besluttet, at en dreng var blevet skudt af israelske soldater, og det skulle alle tro på. Eneste problem var, at det ikke passer.«

Fanget i skudveksling
Sagen går tilbage til den 30. september 2000. Under en skudveksling ved bosættelsen Netzarim søgte den 12-årige Mohammed al-Durra sammen med sin far ly bag en 70 centimeter høj cementblok. På slørede billeder ser det ud, som om både far og søn rammes.

Fra palæstinensisk side fastslås det, at kuglerne er kommet fra israelske soldater, og Muhammed al-Durra bliver et symbol på hele den palæstinensiske opstand.

Skudsikre beviser
Siden har Karsenty og hans selskab, en uafhængig medievagthund Media-Ratings, brugt betydelig energi på at pille historien fra hinanden. Selv hævder han at have samlet over 100 skudsikre beviser på, at det hele var en iscenesættelse. F.eks.

-Til stede foran bosættelsen i Gaza var kun palæstinensiske fotografer. France 2 journalisten Enderlin var i Ramallah, men valgte at tro på sin fotograf, Talal Abu Rahma.

-Abu Rahma har i en edsvoren erklæring fastslået, at israelerne i op mod 45 minutter skød mod Mohammed al-Durra og hans far. Alligevel var der kun syv huller fra kugler i muren bag parret.

-Selv om de to ofre blev ramt af henholdsvis 3 (Mohammed) og 12 kugler, var der ingen spor af blod hverken på deres tøj eller på jorden på stedet.

-18 minutter af de 27 minutter råbånd, som fotografen hævder at have optaget, kan ses på Karsentys hjemmeside www.m-r.fr. De tyder flere steder på, at der er tale om et iscenesat drama. Palæstinensere falder om, som om de er blevet ramt, men rejser sig igen og spiller scenen om.

-Efter det sted på båndet, hvor den 12-årige ifølge Enderlin skulle være blevet dræbt, bevæger Muhammed al-Durra pludseligt armen.

-Rapporten fra den ballistiske ekspert Jean-Claude Schlinger, der i 20 år har arbejdet for det franske retsvæsen, fastslår på baggrund af optagelserne, at hvis Jamal (faderen) og Mohammed al-Durra overhovedet blev ramt, må skuddene være kommet fra den palæstinensiske position, fordi de rammer direkte ind i muren og ikke fra en skæv vinkel.

»Når der kun er syv skudhuller i en mur, som israelske soldater skulle have skudt mod i 45 minutter, ved selv et femårigt barn, der spiller videospil, at det er løgn. Så er der flere tusinde. Og tror man virkelig på, at det vil tage 45 minutter for israelske skarpskytter at ramme et fast mål kun 80 meter væk?« spørger Philippe Karsenty og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om drengen er i live i dag, eller om han overhovedet hedder Mohammed al-Durra. Mit arbejde stopper ved slutningen af France 2's film. Den dreng, man ser i indslaget, er ikke død. En dreng, der er død, kan ikke bevæge armen og se op mod kameraet.«

Alle fordomme
Ifølge Karsenty, der selv er jøde, var det ikke svært for France 2 at sælge historien om drabet til franske seere. Indslaget levede ifølge den 41-årige op til at alle fordommene mod israelere i det, han betragter som et stærkt antisemitisk fransk samfund.

»Det var meget svært at komme til orde i sagen. Mohammed al-Durra blev et ikon, og historien om ham blev forsvaret af et andet ikon, mellemøsteksperten Charles Enderlin, der er både israelsk og fransk statsborger og urørlig i både Israel og Frankrig,« siger Karsenty, der ikke vil udelukke, at Enderlin er blevet narret af sin fotograf.

Selv de israelske myndigheder og jødiske kredse i Frankrig var længe meget tilbageholdende med at støtte Karsenty, selv om den israelske hær allerede i 2000 fastslog, at drengen formentlig blev ramt af palæstinensiske kugler.



Endelig opbakning
Først for nylig har den israelske hær lavet en ny undersøgelse, der støtter Karsentys teori, og også formanden for det jødiske samfund i Frankrig, CRIF, Richard Prasquier, bakker sammen med flere jødiske intellektuelle nu op bag teorierne om et falsum.

»Dette er en sejr for det franske civilsamfund over løgne, som dækkes af staten. For mig personligt betyder kendelsen, at min kone vil holde op med at sige, at jeg i stedet for al-Durra skal tage mig af mine børn og min kone. Hun er dødtræt af sagen, så nu vil jeg forsøge at give hende endnu et barn«, siger Philippe Karsenty, der dog altså også må indstille sig på endnu en retssag.